Studerende skal indrette Erhvervsakademi Aarhus
Markedsføringsøkonomstuderende med speciale i business og design management fra Erhvervsakademi Aarhus er i denne uge i Milano for at deltage i byens store, internationale design-messe ’Salone Del Mobile’.
Besøg på internationale messer er fast pensum på uddannelsen, og på Milano Design Week skal de studerende lytte til foredrag med bl.a. Carl Hansen & Søn, Vitra, Arper, Fritz Hansen og Pandora.
Derudover skal de som noget nyt i år finde inspiration og potentielle leverandører til indretning af Erhvervsakademi Aarhus’ 5.000 km2 store, nye bygning, der skal stå færdig i Viby J. til sommer 2018.
Det fortæller adjunkt Peter Trasbjerg fra Erhvervsakademi Aarhus, der er afsted på turen sammen med 30 studerende og en kollega.
- Udover at deltage i adskillige virksomhedsforedrag og lave opgaver som trendspotting i Milanos mange designdistrikter, skal de studerende i år også indhente inspiration til erhvervsakademiets nye byggeprojekter. Dermed bliver de en del af en reel indkøbsproces og får brugt deres teori i praksis, siger Peter Trasbjerg.
Mood boards & Trendspotting
Designansvarlig hos Erhvervsakademi Aarhus Kirstine Lystager glæder sig til at se de studerendes ideer til indretningen af det nye, store uddannelsesbygning.
- Det er fantastisk, at vi i indkøbsprocessen kan få hjælp af de studerende selv, de faktiske brugere af vores bygninger. De mood boards, som de vil lave, vil give os brugbar indsigt og inspiration, siger Kirstine Lystager.
Udover opgaven med at finde inspiration til de nye byggeprojekter, skal de studerende ud og spotte tendenser i fire af Milanos designdistrikter Zona Tortona, Ventura Lambrate, Brera og Isola design district.
I Ventura Lamrate skal de studerende se, hvad designskoler fra hele verden, og ikke mindst VIA design, har at byde på.