Outline skærer tre dage af leveringstiden
I 2014 lancerede Outline Vinduer med base i Farsø et Lyn Leverings-koncept med kun 7 dage fra bestilling af vinduer og døre på mål til levering.
Nu betyder en højeffektiv produktion og logistik, at Outline Vinduer kan skære yderligere af produktions- og leveringstiden.
- Der er særligt to ting, der gør, at vi nu kan forkorte leveringstiden til bare 4 arbejdsdage. Dels foretager vi løbende investeringer i at have det nyeste produktionsudstyr, så vi producerer efter de absolut mest moderne produktionsprincipper, og dels har vi løbende optimeret vores interne processer i virksomheden. Derudover har vi jo lært meget af Lyn Levering de seneste to år, og vi er meget stolte over endnu engang at kunne sætte standarden for branchen, siger adm direktør Jens Sørensen.
Tid en vigtig parameter
Fremadrettet tilbyder Outline Vinduer altså Lyn Levering på 4 dage, Hurtig Levering på 2 uger og Normal Levering på 3-4 uger.
- Historisk set har pris og kvalitet været de altafgørende parametre. Nu oplever vi i stigende grad, at tid også er et vigtigt parameter, og derfor giver vi kunderne mulighed for at vælge leveringshastigheden, siger salgschef Claus Petersen Koch fra Outline Vinduer.
At tid pludselig er blevet en parameter skyldes den stadig større travlhed i byggeriet. Eksempelvis oplever Outline Vinduer flere sidste-øjebliks-ændringer i relation til byggeplaner, hvor Lyn Levering kommer til sin ret.
Gælder ikke alle produkter
Det er dog ikke alle produkter Outline kan fremstille og levere på bare fire dage. Ikke desto mindre er størstedelen af Outlines sortiment omfattet af Lyn Levering.
- Det er ikke alle produkter, der kan produceres så hurtigt, og det er selvfølgelig helt afgørende for os, at vi ikke på noget tidspunkt går på kompromis med den kvalitet og finish, som vi er kendte for. Det er årsagen til, at vi har valgt at tage nogle få dele af vores produktsortiment ud af Lyn Levering. Den 10-årige garanti gælder dog naturligvis alle produkter uanset leveringshastighed, siger Claus Petersen Koch.