23948sdkhjf

Bolig og møbler til ’de unge ældre’

I forbindelse med Avantgardeprisen 2010 sætter Træets Arbejdsgivere fokus på indretning til den stigende gruppe af 60-80-årige, som ønsker at blive længst muligt i eget hjem.
Aldring er en af de markante såkaldte megatrends, som ændrer vores samfund i disse år, og der bliver frem mod 2020 mange flere 55+-årige.

Særligt er det dog de 'unge ældre' - de 60-80-årige - som der i første omgang bliver mange flere af; både procentvist og i absolutte tal.

Mange ’unge ældre’ vil helst blive længst muligt i eget hjem, og hjemmet vil være udgangspunktet for både sociale og fysiske aktiviteter. Fremtidens ’unge ældre’ har derfor brug for boliger og møbler, der bl.a. kan kompensere for mindre funktionsnedsættelser - uden dog at udstille dette i form af synlige tekniske hjælpemidler.

Avantgardeprisen 2010 sætter de 'unge ældre' og deres behov for bolig og møbler i centrum: Boligen skal være en lavenergibolig, og konstruktioner og møbler skal indeholde træ. Både bolig og møbler skal sætte nye trends i udseende og funktionalitet.

Avantgardeprisens jury er derfor i 2010 udvidet med administrerende direktør Bjarne Hastrup fra Ældresagen samt administrerende direktør Kent Martinussen fra Dansk Arkitektur Center.

Krav til konkurrencebidragene
• Boligen skal dække de 'unge ældre's behov, således at de kan blive boende på trods af mindre funktionsnedsættelser.

• Boligen skal være en lavenergi-bolig, der er med til at reducere CO2.

• Boligens konstruktion skal indeholde træ.

• Boligen kan være enkelt bolig, lejlighed eller bofællesskab.

• Møblet skal lette den 'unge ældre's hverdag på trods af mindre funktionsnedsættelse.

• Møblet skal i sit design ikke syne af et handicapmøbel.

• Møblet skal indeholde træ.

• Boligens og møblets design skal være avantgarde = sætte nye trends i udseende og funktionalitet.

Avantgardeprisen 2010 er åben for enhver ny eller etableret arkitekt, designer m.fl. Bidrag skal være den konkurrenceansvarlige i hænde senest fredag den 12. marts 2010 kl. 15.00. Derefter udvælger juryen fem bidrag til finalen.

De fem finaledeltagere får en personlig feedback fra juryen og 20.000 kroner til at forbedre eller udvikle deres konkurrencebidrag. Vinderen kåres på Træ- og Møbelindustriens Årsdag 2010 torsdag den 10. juni 2010 på Koldkærgård Konferencecenter i Århus.

Juryens sammensætning
Direktør Hans-Jørgen Bruno Hansen, Sorø Stolefabrik A/S
Direktør Lars Thøgersen, CPH Design
Partner Birgitte Smedegaard, Smedegaard & Weis
Adm. direktør Bjarne Hastrup, Ældresagen
Adm. direktør Kent Martinussen, Dansk Arkitektur Center
Fremtidsforsker Johan Peter Paludan, Instituttet for Fremtidsforskning
Gruppeformand Flemming Andersen, Forbundet Træ-Industri-Byg i Danmark (TIB)

Avantgardeprisen 2010 har en samlet præmiesum på 250.000 kroner.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.423