23948sdkhjf

Forskningsprojekt skal skabe ny generation af vinduer

Fiberline Composites og Aalborg Universitet vil over de kommende tre år udvikle en ny type vinduesramme, der skal reducere varmetab fra boliger væsentligt.
Med projektet ”Fremtidens højisolerende vindue” vil Aalborg Universitet og Fiberline Composites over de kommende tre år udvikle en ny generation af højisolerende vinduer.

Målet er at skabe en ny vinduesramme i kompositmateriale, der isolerer dobbelt så godt som de allerbedste rammer og karme på markedet i dag:

Koncept stilles til rådighed for producenter
- Vi vil lave et teknologiskifte, hvor vi øger isoleringsgraden fra rammer og karme væsentligt, samtidig med at vi laver meget slanke vinduer, døre og facader med høj styrke og uden vedligehold, siger Peter Thorning, innovationschef i Fiberline Composites.

Han forklarer, at kompositmateriale har meget stor styrke og stivhed i forhold til sin egenvægt. Det gør det muligt at fremstille lette, æstetiske og elegante vinduer, døre og facader, der giver arkitekten stor designfrihed uden at slække på isoleringsevnen.

- Vi stiller det nye koncept til rådighed for europæiske producenter af vinduer, døre og facader. De kan bruge kompositteknologien til at fremstille vinduer, der gør det billigere at isolere både gamle og nye bygninger. Og de kan også skabe helt deres eget design, siger Peter Thorning.

Nye metoder og værktøjer
På Aalborg Universitet skal forskerne blandt andet udvikle nye avancerede målemetoder samt modellerings- og designværktøjer. Disse skal kunne bestemme materialeegenskaber og design for en ny klasse af højisolerende skummaterialer og vinduesprofiler og vinduesrammer fremstillet af lette kompositmaterialer:

- Projektet vil gøre det muligt at designe og fremstille lette vinduesrammer, der både er højisolerende og giver arkitekter og vinduesproducenter stor frihed med hensyn til design og æstetisk udtryk, samtidigt med at kravene til lastbæreevne opfyldes, fortæller professor Ole Thybo Thomsen.

Om projektet
”Fremtidens højisolerende vindue” er et tre-årigt forløb, hvor Aalborg Universitets institutter for Maskinteknik og Byggeri & Anlæg hver får tilknyttet en ph.d.-studerende.

Efter tre år ligger en prototype klar, som kan afprøves hos en større vinduesproducent. Højteknologifonden støtter forskningen med 5,8 millioner kroner, og projektet har et samlet budget på 10,5 millioner kroner.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.104