38 % af topcheferne vil fyre i 1. halvår
En konjunkturmåling fra Greens Analyseinstitut blandt 800 danske virksomheder viser, at knap 4 ud af 10 forventer afskedigelser i løbet af det kommende halve år.
Instituttet har netop offentliggjort sin nyeste konjunkturmåling, der viser, at 38 % af erhvervslivets topchefer forventer fyringer i første halvdel af 2010.
47 % af virksomhederne regner med at fastholde den nuværende medarbejderstab, mens de resterende 15 % planlægger at øge medarbejderstaben. Ifølge dagbladet Børsen er det sjette kvartal i træk, at flere forventer at fyre frem for at hyre.
Svært at se vending før 2011
Hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd tolker man analysen som et udtryk for, at mange virksomheder fortsat mangler at tilpasse sig den nye virkelighed med en betydeligt ringere vækst i efterspørgslen:
- Konjunkturmålingen viser, at beskæftigelsen fortsat vil falde i den kommende tid – i et lidt langsommere tempo, end hvad vi har set tidligere – og det er svært at se en egentlig vending på arbejdsmarkedet før tidligst en gang i 2011, vurderer chefanalytiker Frederik I Pedersen over for Børsen.
Kilde: Børsen