Ny ejer vil optimere Da'core til salg
Med kapitalfonden LD Invest som majoritetsaktionær skal havemøbelvirksomheden udvikles og gøres klar til salg.
En strategi, som også omfatter opkøb af andre virksomheder, hvis ellers de rette muligheder viser sig.
Dacore har hjemme i Dalmose ved Slagelse og er specialiseret i salg af havemøbler. Efter aktiekøb ad to omgange sidder kapitalfonden LD Invest nu på knap 80 pct. af aktierne. Og med en ejer af den type ligger det selvsagt i kortene, at virksomheden skal udvikles – og så sælges igen om nogle år.
I mellemtiden skulle den gerne kunne vise bedre resultater end de senere års, hvor bundlinjen er blevet skrevet med røde tal. Den opgave blev i 2008 lagt i hænderne på Carsten Lauth, der kom fra en stilling som adm. direktør for Kansas i Odense.
Dacore leverer sine havemøbler, hynder etc. til kæder som f.eks. XL-Byg og Idemøbler. Hyldevarer udgør ca. 20 pct. af omsætningen, mens resten bliver til i samarbejde med kunderne, som så sætter deres egne navne på møblerne.
Exit indenfor tre til fem år
Ud over at hjælpe kunderne med design og produktion på egen fabrik i Kina kan Dacore tilbyde en logistikpakke, så kunderne ikke nødvendigvis behøver at have lagerplads eller særligt mandskab til at klare logistikken.
Samtidig skal der sættes turbo på eksporten, som i dag udgør 50-60 pct. af omsætningen. Og det skal i første ombæring ske ved at styrke indsatsen i det øvrige Norden – og derefter Tyskland.
Endnu et element i vækststrategien er som nævnt muligheden for opkøb i den temmelig fragmenterede branche. Trods de dårlige tider har der dog endnu ikke vist sig oplagte emner, men der bliver holdt øje efter muligheder.
LD Invest vurderer at exit fra virksomheden Dacore bliver indenfor tre til fem år.
- Den helt overordnede plan er at sælge virksomheden videre – sandsynligvis til en ejer inden for samme branche, siger partner i LD Invest, Niels Toft til Børsen.
Omsætningen opgives ikke. Men i forhold til de foregående 12 måneder voksede bruttoavancen fra 156 til godt 164 mio. kr. I samme periode forværredes resultatet før skat fra minus 2 mio. kr. til et minus på knap 6,5 mio. kr.
Kilde: Børsen.