Aalborg vil genbruge skolemøbler
Nyt projekt skal sikre, at de bliver repareret
Aalborg Kommune har som den første kommune i landet lanceret et ambitiøst projekt, der har som formål at istandsætte og genanvende møbler fra læringsmiljøer, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Forud er gået et stort arbejde med at kortlægge, hvilke muligheder der ligger i at tænke cirkulær økonomi ind i den betydelige økonomiske post, nye læringsmiljøer kan være for kommunens folkeskoler og skolefritidsordninger.
Stort potentiale
Med 50 folkeskoler og lige så mange skolefritidsordninger er der derfor et stort uudnyttet potentiale for både skolernes økonomi og for miljøet ved at betragte de gamle stole, borde, tavler og andet fra skolemiljøerne som en ressource - fremfor blot at kassere det gamle og investere i nyt, konstaterer kommunen.
Aalborgs rådmand for skoleområdet ,Tina French Nielsen (V), har store forventninger til projektet:
- Jeg synes, det er fantastisk, at vi i stedet for at betragte gamle skolemøbler som affald, betragter dem som en ressource til genanvendelse.
Udbuddet er offentliggjort, og potentielle ansøgere har nu mulighed for at byde ind og dermed blive godkendt til at afgive endeligt bud på opgaven.