Overskud og nyansættelser hos Acer Design
En stærk udvikling i Nordamerika er den primære årsag til, at Bogense-virksomheden kom ud af 2009 med sorte tal på bundlinjen.
- Det var en torn i øjet på mig, fordi vi aldrig tidligere havde haft underskud, siger han og forklarer, at resultatet primært skyldtes ”diverse konstruktionsting” i kølvandet på oprettelsen af et nyt selskab.
Som sagt, så gjort. I 2009 blev de røde tal vendt til sorte med et overskud på 180.000 kroner, og stigende aktivitet har på det seneste ført til ansættelse af to designingeniører og to designere. Dermed har Acer Design nu en medarbejderstab på 11.
Rundrejse i Nordamerika gav bonus
Den aktuelle succes skal ifølge Erik Simonsen først og fremmest tilskrives Acer Designs aktiviteter i USA og Canada, hvor det de senere år er lykkedes at hente flere lukrative aftaler.
Det amerikanske eventyr tog sin begyndelse for fem år siden, hvor Acer på møbelmessen i Chicago blev belønnet med en designpris for en møbelserie, som var udviklet i samarbejde med producenten Howe:
- Prisen gav en masse amerikansk PR, og jeg begyndte derefter at rejse rundt i staterne for at følge op på det, fortæller Erik Simonsen.
Han kom undervejs i dialog med den canadiske møbelgigant, Teknion, og efter en længerevarende proces på 1½ år indgik de to virksomheder i 2008 en aftale om udvikling af en række kontormøbler.
Den første af i alt tre serier kom på markedet sidste år og blev belønnet med en Gold Award på Iidex-messen i Canada. Den anden – en serie af arbejdsborde – er for øjeblikket cirka halvvejs gennem udviklingsprocessen.
Positive forventninger til 2010
Udover samarbejdet med Teknion har Acer Design gennem det seneste år arbejdet på et stort design- og udviklingsprojekt for madrasproducenten Tempur.
Erik Simonsen er på den baggrund fortrøstningsfuld med hensyn til mulighederne for at kunne præsentere et nyt overskud, når 2010-regnskabet skal fremlægges:
- Med vores nuværende opgaver ser 2010 meget fornuftigt ud, siger han og tilføjer, at en ny stor kontrakt er under opsejling i Sverige. Den kan formentlig offentliggøres i løbet af foråret.