Nye investorer vil tredoble Actulux
Investeringsfonden Vækst-Invest Nordjylland har købt 43 % af den danske producent af elektriske åbningssystemer til vinduer og ovenlys.
- Det giver os adgang til vækstkapital, der ikke skal bruges til at lukke huller, for sådan nogle har vi ikke, men som derimod skal bane vejen for mere eksport, udtaler selskabets anden grundlægger, Jens Buus, til Børsen.
Eksport skal øges kraftigt
Et af målene er en tredobling af den nuværende omsætning. Det skal efter planen ske over en periode på fem år.
Derudover skal eksportandelen øges markant. I dag går ca. 30 % af Actulux’ produktion til eksport, men den andel skal op på 60-65 % i løbet af det kommende år.
Det optimistiske mål skyldes blandt andet en række nye EU-krav, der stiller skærpede krav til åbningssystemer. Det forventer Jens Buus vil være med til at øge Actulux’ markedsandel på vigtige eksportmarkeder som Tyskland, Belgien og Frankrig.