Trecifret millionunderskud hos Rörvik Timber
Børsnoterede Rörvik Timber, der er under rekonstruktion, kan fremvise et underskud på 303 mio. sek. før skat for 2009.
Den samlede produktion i 2009 ligger på 347.000 m³ mod 812.000 m³ i 2008.
Under rekonstruktion
Virksomheden, der sidste år løb ind i likviditetsproblemer, har siden april 2009 været under rekonstruktion.
Det har medført, at man ikke har kunnet opretholde en normalt fungerende virksomhed. Der er nu udarbejdet en rekonstruktionsplan, som blandt andet skal være med til at stabilisere den økonomiske situation.
Tilbage til normal virksomhedsførelse
Hovedpunktet i rekonstruktionen er en garanteret emission på ca. 250 mio. SEK, der garanteres af Förvaltnings AB Wasatornet, Investment AB Öresund samt AB Traction og HQ Bank.
Derudover har Rörvik Timber indgået en aftale med sin bank, der indebærer, at banken afskriver 150 mio. SEK af de eksisterende lån og konverterer 100 mio. SEK af de eksisterende lån til aktier i selskabet.
Samtlige af disse tiltag skal være medvirkende til, at Rörvik Timber kan overgå til at normal virksomhedsførelse.
Rörviks hovedejer Johan Hansen har meddelt, at han træder ud af selskabets bestyrelse.