Industrien sælger fortsat stabilt
Omsætningen af varer i den danske industri faldt med beskedne 0,2 % i 4. kvartal 2009. Dermed var salget uændret for tredje kvartal i træk.
Trods de seneste kvartalers stabile udvikling, var der dog alligevel tale om en betydelig tilbagegang i omsætningen fra 2008 til 2009.
Tal fra Danmarks Statistik viser således, at industrien i alt omsatte for 608 mia. kroner, hvilket er 17 % lavere end året før.
Værst ser det ud i transportmiddelindustrien, træ- og papirindustrien og metalindustrien, der i 2009 mistede henholdsvis 33,2 %, 26,7 % og 26,5 % af omsætningen. I den anden ende af skalaen ses maskinindustrien (+0,6 %), Møbel- og anden industri mv. (-6,3 %) og elektronikindustrien (-7,0 %).