Slut med søforklaringer
Trods øget viden om FSC og bæredygtig skovdrift både hos danske forbrugere og virksomheder, søsættes dagligt en lang række usandheder om FSC ude i de danske butikker.
En nyligt gennemført undersøgelse af kendskabet til FSC-mærket viser, at næsten hver tredje dansker kender FSC, og at størstedelen af disse har en god forståelse for, hvad mærket betyder.
Samtidig stiger antallet af virksomheder, som producerer og sælger FSC-produkter.
Trods de positive tendenser vokser de bæredygtige træer ikke ind i himlen, for der er stadig mange butikker, som ikke har FSC-certificerede varer. Som forbruger eller virksomhed kan det derfor være svært at vide sig sikker på, om et produkt nu også er FSC-certificeret og dermed bæredygtigt.
Morgenavisen Jyllands-Posten bragte i sidste uge en artikelserie om netop danske butikkers manglende udbud af bæredygtige træ-produkter. I den forbindelse gav talsmand for miljøorganisationen Nepenthes Jakob Ryding, kandidat i bæredygtig og tropisk skovbrug, eksempler på de søforklaringer, man ifølge miljøorganisationen ofte støder på i danske butikker.
Nepenthes udarbejder hvert år undersøgelser af de danske butikkers udbud af FSC-produkter.
De otte søforklaringer bringes i denne klumme for at sætte fokus på, hvad ikke bare forbrugere, men også aktører i erhvervslivet kan støde på af dårlige forklaringer om FSC og træ og papir med bæredygtig oprindelse.
Med disse otte eksempler er hensigten at udrydde misforståelser, fordomme og usandheder om FSC og bæredygtigt træ.
1: Denne træsort er bæredygtig
Nepenthes: ”Det er noget vrøvl at påstå, at en bestemt træsort per definition er bæredygtig. Det vil svare til at sige, at en bestemt dyreart er økologisk.”
2: Køb dyrt - så er du sikker
Nepenthes: ”Det passer ikke. Træ i den bedste kvalitet er ofte meget gamle, store træer, der har stået i 5-600 år, f. eks teaktræ, der kommer fra de resterende skove i Burma, og det kræver som regel bestikkelse at få lov til at fælde. Man kan med sikkerhed sige, at god kvalitet og høj pris på ingen måde er garanti for lovligheden.”
3: PEFC er det samme som FSC
Nepenthes: ”PEFC-mærket er træindustriens eget mærke og er ikke støttet af nogen miljøorganisationer noget sted i verden. PEFC forsøger at sikre lovlighed og bæredygtighed, men i praksis er der ifølge miljøorganisationerne ikke nogen garanti for nogen af delene. Der findes ingen andre navne for FSC , der står for "Forest Stewardship Council””
4: Der er mangel på FSC-certificeret træ
Nepenthes: ”Sådan var det engang. Men i dag er det ikke rigtigt, når bl. a. Silvan på deres hjemmeside påstår, at "grundet mangel på FSC -godkendt træ kommer træet til Silvans havemøbler fra plantager". Der er ikke mangel på FSC -træ, og desuden kan træ fra plantager sagtens FSC-godkendes.”
5: Leverandøren skriver under
Nepenthes: ”Leverandørens egenkontrol giver ikke forbrugeren nogen sikkerhed. Man kan jo bare lave sit eget certifikat og sige, at man lever op til det. Bed om skriftlig dokumentation og husk, at kun FSC-certificeret træ giver fuld sikkerhed for både lovlighed og bæredygtighed.
Hvis ikke der står FSC-nummer på fakturaen eller selve produktet, er det mistænkeligt. Med FSC-nummeret kan man spore træet fra skov til gulv på www.fsc-info.org .”
6: FSC? Nej, det har jeg aldrig hørt om
Nepenthes: ”Det er meget kritisabelt, når en køkkenforretning, der handler med trævarer, ikke ved, hvad FSC -certificering er.
Det er de eneste tre bogstaver, de skal huske for at være sikre, men vi oplever desværre tit, at de ikke aner, hvad det er. Mange slår problemet med ulovligt træ hen som et mindre problem, selv om op imod en tredjedel af alt træ i Danmark er ulovligt.”
7: Vi skilter ikke med det
Nepenthes: ”Det er meget få butikker, der vælger ikke at gøre opmærksom på FSC -certificeringer, hvis de har dem. IKEA er en undtagelse, men de har også kun meget lidt FSC -træ.
Hovedreglen er, at man ikke skal stole på andet end skriftlig dokumentation, og hvis produktet er FSC -godkendt, skal det fremgå af fakturaen eller direkte på produktet.”
8: Forkert brug af ordene miljørigtig, bæredygtig og lovlig
Nepenthes: ”De fleste producenter og forhandlere af tropisk træ og havemøbler vil bare gerne have et certifikat, de kan vise forbrugerne. De gør sig ikke umage med at undersøge, hvordan "miljørigtigt" og "bæredygtigt" er defineret, og så er det ubrugeligt.
De tror blindt på deres leverandør, der har sagt, at træet er miljørigtigt. Det lugter langt væk af, at de ikke tænker over betydningen af ordene.”
Skriftlig dokumentation eller synligt FSC-mærke
Med andre ord: Glem alt om hjemmelavede tommelfingerregler, forklaringer om, at høj pris er lig med bæredygtighed og lovlighed eller lignende søforklaringer, der menes at garantere, at et produkt er bæredygtigt.
Som Jakob Ryding nævner i søforklaring nr. 7, så er en forbrugers eller virksomheds eneste garanti for, at et produkt reelt er FSC-certificeret, enten skriftlig dokumentation eller et synligt FSC-mærke med et såkaldt CoC-nummer.
Dette nummer kan man slå op i FSC's internationale database over FSC-certificerede skove og virksomheder, www.fsc-info.org , og dermed få vished om, at et givet produkt officielt er FSC-certificeret.
Hermed er det slut med søforklaringer!