Certificering giver fremgang på det engelske marked
Norske Boen, der er blandt Europas største producenter af hårdttræsgulve, tilskriver FSC-logoet en stor del af æren for sin aktuelle vækst i Storbritannien.
Boen har allerede solgt det første FSC-gulv til et skolebyggeri, og ifølge markedsdirektør Kjell Bentsen er FSC-mærket blevet en meget vigtig konkurrenceparameter på netop det engelske marked:
- Myndigheder i Storbritannien forlanger certificering af træ, der indgår i offentligt byggeri. Lige nu skal der bygges en række nye sportshaller i England som led i den generelle udbygning af det engelske skolesystem. Dér skal man være certificeret for at være med i konkurrencen, fortæller han.
Kun første skridt
Selvom udviklingen går langsommere udenfor England, forventer Boen, at efterspørgslen på certificerede produkter vil vokse på alle koncernens markeder i Europa og Nordamerika.
Derfor er Boens salgs- og produktionsenheder i Tyskland og USA ligeledes ved at blive gjort klar til certificering:
- I USA spiller det ind, at anvendelse af certificeret træ indgår i det amerikanske pointsystem for grønt byggeri, LEED. Og i EU er en lignende ordning under udvikling, siger Kjell Bentsen.
Kilde: Nepcon