Trip Trap åbner butik i bycentrum
Aalborg bliver den første by i Danmark, hvor møbel- og brugskunstproducenten åbner butik helt i centrum af city.
Den nordjyske møbel- og brugskunstproducent åbner ny forretning på Vesterbro, og det bliver den første Trip Trap forretning i landet med en decideret storby-city-adresse, som Trip Trap kalder det.
Forretningen er i to etager og har et samlet udstillingsareal på 400 kvadratmeter.
Her vil Trip Trap udstille have- og indemøbler samt gave- og brugskunstartikler.
- De øvrige Trip Trap forretninger ligger typisk på locations, som kunderne skal køre til. Det er fint, når hovedproduktet er møbler, men i vores nye Aalborg-butik vil vi fokusere lige så meget på småmøbler og brugskunst. Derfor er cityplaceringen et must, fortæller Gitte Rønnest, som er chef i den nye forretning, til Midtvest Avisen.