Juletræsvirksomhed modtager ErhvervsFremmeprisen
Green Team Group får prisen, fordi virksomheden medvirker positivt til erhvervsudviklingen i Billund Kommune med ekstraordinære resultater og initiativer.
- Deres indsats som virksomhed i Billund vil i de kommende år være en markant støtte og sparringspartner for erhvervslivet, samt et alternativ for den hårdt trængt landbrugsdrift. De har tænkt meget innovativt og ud over deres egne grænser. Bland andet har de udviklet et nyt koncept som samarbejder med og viser sig gavnligt for den almindelige landbrugsdrift.
Green Team Group’s forandring fra det traditionelle fokus på planteavl til en strategisk og vækstorienteret satsning på hele værdikæden er et af de vigtigste parametre for dommerkomiteens’ valg af Green Team Group som årets prismodtager.
Betyder meget for os
Frøene til 1/3 af alle fremtidige juletræer i de europæiske hjem vil have sat deres første rødder i den sandede jord i planteskolen ved Sdr. Omme.
Hvis man kun kigger på juletræer af typen Nordmannsgran er tallet helt oppe på 50 procent.
- Vi er stolte og beærede over at modtage ErhvervsFremmeprisen 2010 og det betyder meget for organisationen og især dens ansatte, som har lagt og stadig lægger et stort arbejde i dagligdagen, udtaler administrerende direktør Peder Østbjerg.
Green Team Group som har hovedkontor i Sdr. Omme driver planteskolen Majland og Green Team Holding med egenproduktion af juletræer, pyntegrønt og dekorationsmaterialer, samt en række europæiske salgsselskaber.
Koncernen er baseret på en værdikæde, der spænder fra indsamling af frø i Georgien til salg af juletræer, dekorationer og andre naturprodukter direkte igennem detailleddet til Europas familier.
Koncernen har produktion af juletræer i følgende lande Skotland, Danmark, Polen, Ungarn, Tyskland, Holland og Frankrig samt produktion på to fabrikker i Polen af dekorationer til alle året højtider og traditioner.
Bedste sæson
Sæsonen 2009 blev den bedste endnu for Green Team Group.
Koncernen som beskæftiger op imod 1.550 ansatte hen over året, kom ud af regnskabsåret 2008/2009 med et resultat på 24.392.000 kr. før skat. Koncernens egenkapital er 162.000.000 kr.
Dommerkomiteen består af borgmester i Billund kommune Ib Kristensen, administrerende direktør i Den Jyske Sparekasse Claus E. Petersen, Udgaveredaktør JydskeVestkysten Anette Jorsal, Formand for Billund ErhvervsFremme Kurt Kirkegaard og Erhvervschef Gert Helenius.
Stor fokus på certificering
Et andet fokusområde for valget af Green Team Group til ErhvervsFremmeprisen 2010, er virksomhedens fokus på certificering igennem GlobalGAP.
GlobalGAP er kendt verden over og benyttes i et samspil imellem detailkæder og producenter af landbrugsprodukter f.eks. blomster, juletræer, frugt og grønt.
GlobalGAP står for Global Good Agricutural Practice som på dansk betyder Verdensomspændende godt landmandskab.
Green Team Group’s danske produktioner af juletræer blev allerede sidste år som de første nogensinde certificeret igennem GlobalGAP.
Koncernen stiller i 2010 endnu mere skarpt på dette område og planteskolen Majland A/S og koncernens Europæiske produktioner af juletræer og pyntegrønt bliver i år ligeledes certificeret under GlobalGAP.
Fototekst: Administrerende direktør og partner Peder Østbjerg – Direktør Majland A/S og partner Peder Majland.