23948sdkhjf

Før krakket: NJA-direktør var optimist midt i kæmpekrise

Og fortæller nu for første gang til offentligheden, hvorfor fabrikken ved Thisted ikke klarede sig.

NJA Furniture var i efteråret 2016 ramt af et livstruende omsætningschok, som i april i år førte til konkurs.

Alligevel udtrykte selskabets sidste direktør Lars Hovgaard i december 2016 til Wood Supply, at troen på fremtiden var blevet genskabt.

Det fortryder han ikke, at han sagde, fastholder han nu over for Wood Supply.

- Selvfølgelig troede jeg på det, jeg sagde i december. Det var derfor, at jeg 30. november købte 15 procent af virksomheden ved at skyde en kvart million ind. De penge kunne jeg have købt en gammel Porsche for, siger Lars Hovgaard til Wood Supply.

Storbritannien smeltede ned

For første gang taler ledelsen ud til pressen om årsagen til, at fabrikken i Nordthy måtte lukke.

Lars Hovgaard og også Dolle A/S-direktør Francois Grimal, der repræsenterer trappefabrikken Dolle, som var den største aktionær, angiver uafhængigt af hinanden over for Wood Supply, at England var et hovedmarked, som smeltede ned for øjnene af dem. 

Da ”Brexit” 23. juni påvirkede pundkursen kraftigt, mistede NJA Furniture 14 millioner i omsætning i efteråret. Ud af en samlet årsomsætning på 115. Med faste omkostninger gav salgstabet virksomheden styrtblødning.

- Vi stod meget skrøbeligt. Kort før lukkede vi ned for nogle kunder i Tyskland, som vi ikke tjente på, og det efterlod Storbritannien som vores største marked. Ingen – hverken mig eller bestyrelsen kunne overhovedet forestille sig, at afstemningen ville gå til Brexit-siden, men det ændrede markedsvilkårene for os fra dag ét, siger han.

Alt for meget stod altså på ét bræt for virksomheden. Det bræt hed Storbritannien, og det væltede. Lars Hovgaard erkender blankt, at risikoen og markedsindsatsen ikke var spredt nok, men den synd tilskriver han virksomhedens historie.

- Fra dag ét arbejdede jeg for, at vi skulle sprede risikoen, for jeg kunne se, at vi havde alt for få primære kunder. Vi arbejdede på at tiltrække en masse spændende nye, og jeg vil sige, at det var meget tæt på at lykkes. Vi havde lige fået accept fra en stor tysk møbelkæde, da likviditeten dræbte os, siger han.

Moderniserede virksomheden

Meget var allerede lykkedes, mener han.

- Vi forandrede selve organisationen fra en gammeldags industriel tankegang og til at blive mere resultatorienteret. Informationsniveauet blev højnet med ugentlige tavlemøder, og produktionen fik et andet og moderne setup og leveringstiden blev forkortet. Alt sammen kæmpe konkurrenceforbedringer. Og så løftede vi os fra et billigsegment og op i et midtersegment, siger Lars Hovgaard.

Det gik bare ikke stærkt nok med at sprede markedsindsatserne.

- Det skulle vi have startet tidligere, end vi gjorde, og så skulle vi have været tidligere i gang med at finde nye investorer. Det er de ting, jeg ville gøre om, hvis jeg kunne. 

Hvis du troede på NJA i december, hvornår mistede du så troen?

- Jeg troede på virksomheden til det allersidste. Helt frem til, at det ikke længere kunne lade sig gøre at betale lønninger, og på det tidspunkt fortsatte vi jagten efter investorer, og vi brugte hele påsken på det. Pressen havde allerede skrevet onsdag før Skærtorsdag, at vi var gået konkurs, selv om det ikke helt var det, der var sket endnu. Vi havde indgivet en egen konkursbegæring og sendt medarbejderne hjem.  Nyheden ude i medierne gjorde det ikke nemmere for os, for hvem vil smide penge i et sort hul?

I øvrigt er han også skuffet over NJA Furnitures bankforbindelse. Han vil ikke sige, at banken trak stikket. Men begrænsede kreditmuligheder var det, der pressede NJA-ledelsen til at gøre det selv, udtrykker han.

- Jeg ville ønske, at de var mindre rigide og mere forhandlingsvillige, når vi var så tæt på målstregen, som jeg synes, vi var.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095