Hedeselskabet giver gratis træer væk
Hedeselskabet vil gøre Danmark grønnere og sætte fokus på træers betydning. Derfor udleverer selskabet 3000 gratis træer.
6 forskellige steder i landet kan selskabets 3.000 medlemmer få udleveret et træ gratis.
– Træer har stor betydning for naturen. Træer optager CO2 fra luften og bidrager dermed til et bedre klima. Samtidig har træerne stor betydning for vores personlige velvære. Derfor vil vi gerne sætte fokus på træers positive betydning og få medlemmerne af Hedeselskabet til at hjælpe med at gøre Danmark grønnere, siger administrerende direktør og koncernchef Ove Kloch fra Hedeselskabet.
Gøre Danmark mere grønt
De seneste års opmærksomhed omkring klimaforandringerne har samtidig gjort det synligt, at træer er en af de vigtigste faktorer i forhold til at reducere belastningen af atmosfæren med CO2.
– Der er mange virkelig gode grunde til at plante flere træer og i det hele taget gøre Danmark mere grønt, og den indsats vil vi gerne medvirke til sammen med forhåbentlig rigtig mange af vore medlemmer, fastslår Ove Kloch.
Medlemmerne kan troppe op og få træerne på udleveringsstederne i Tåstrup, Slagelse, Svenstrup i Nordjylland, Herning, Vejle og Brøndlundgaard nær Vojens.
Der er tale om store træer på 175-250 centimeter af forskellige varianter af prydæbler samt røn, lind og tjørn.
Se mere om træudleveringen.