Ny stol til det officielle Danmark
Snedkermester Ejnar Pedersen og arkitekt Knud Holscher har udskrevet en konkurrence, der skal sikre det officielle Danmark og deres udenlandske gæster en ny stol at sidde i.
Idéen til stolen og konkurrencen er undfanget af snedkermester Ejnar Pedersen, der gennem et langt liv har arbejdet tæt sammen med nogle af de førende møbelarkitekter som Hans J. Wegner, Finn Juhl, Nanna Ditzel og Poul Kjærholm.
Næste stol i stjernerækken
Ejnar Pedersen er gået sammen med arkitekt Knud Holscher om at udforme konkurrencen med Akademisk Arkitektforening som rådgiver.
- Min tanke var, at man ved alle de officielle fester burde vise det bedste vi har at byde på i dansk møbelkunst, siger Ejnar Pedersen, mens Knud Holscher supplerer:
- Det skulle gerne blive til den næste stol i stjernerækken af moderne, nordiske stole. Vi ønsker at se en stol, der både vil respektere og passe ind i de omgivelser, den skal bruges i. Det vil sige, at den er lige anvendelig i moderne eller moderniserede lokaler og historiske bygninger, der bruges til officielle sammenkomster, forklarer han.
Initiativgruppen har fået opbakning fra Slots- og Ejendomsstyrelsen til at udarbejde projektet, som har fået økonomisk støtte fra Nationalbankens Jubilæumsfond og Thorvald Dreyers Fond.
Åben for alle
I udformningen af konkurrencekravene bliver der lagt vægt på, at stolen skal leve op til en række funktionelle krav og hensyn til komfort og miljø såvel som opbevaring, opstilling og transport.
Konkurrencen vil være åben for alle i og uden for Danmark og løber i tiden fra den 17. maj til den 10.september 2010. Ud over førstepræmien på 100.000 kroner er der præmier for yderligere 50.000 kroner. Resultatet bliver offentliggjort i slutningen af november 2010.
Knud Holscher er formand for dommerkomitéen, som desuden består af designer Cecilie Manz, direktør Erling Nielsen fra Thorsen Møbler, arkitekt Kasper Salto og arkitekt Lene Tranberg fra Lundgaard & Tranberg. Komitéen har to rådgivere; snedkermester Ejnar Pedersen samt arkitekt Merete Femø fra Slots- og Ejendomsstyrelsen.