Snedkerfaget sigter internationalt
Flere toneangivende, danske træ- og møbelvirksomheder står bag den nye erhvervsfaglige uddannelse ”International Snedker” på Herningsholm Erhvervsskole.
”International Snedker” er således udsprunget af erhvervslivets behov for faglige medarbejdere med en mere international profil.
Praktik i udlandet
Uddannelsen varer ca. 3½ år og baserer sig på, at en del af praktikperioden tages i danske virksomheders udenlandske afdelinger.
Herudover har skoleundervisningen på Herningsholm Erhvervsskole øget fokus på sproglige kompetencer og international kultur- og virksomhedsforståelse.
De unge bliver dermed godt klædt på til at arbejde i en branche, som bliver mere og mere globalt orienteret i form af outsourcing, fusioner og international samhandel.
Toneangivende virksomheder bakker op
Listen over de virksomheder, der deltager i uddannelsesforløbet tæller:
HTH Køkkener, Montana Møbler, Carl Hansen & Søn, Velfac, Brdr. Andersen Møbelsnedkeri, Jeld-Wen Danmark, Rationel Vinduer og Kvist Industries.