Sengeproducent har vinden i ryggen
Hos Akva Waterbeds i Ry lykkedes det at tidoble resultatet på bundlinjen i 2009. Også i 2010 er man kommet godt fra land med stigende omsætning til følge.
Ifølge adm. direktør og ejer, Lars Brunsø, hænger succesen nøje sammen med en stor satsning på innovation i produktudviklingen:
- I november 2009 stammede halvdelen af omsætningen fra produkter, som vi ikke havde i sortimentet to år forinden. Derfor er det helt afgørende for os, at vi både har udvikling og produktion under samme tag, siger han til dagbladet Børsen.
Yderligere fremgang i 2010
Akva Waterbeds henter 96 % af sin omsætning uden for Danmark via eksport til 25 lande.
Væsentlige markeder er Tyskland, Østrig og Schweiz samt Norditalien og Provence i Frankrig. Her er traditionerne for vandsenge store, og satsningen på netop disse lande ser ud til at give pote:
- I første kvartal af 2010 har vi haft en vækst i omsætningen på 5 % i forhold til samme periode sidste år. Den fremgang forventer vi at kunne fastholde resten af året. Samtidig budgetterer vi med et bedre resultat end i 2009, siger Lars Brunsø.