Stor interesse for overflade-seminar
Hele 140 fagfolk troppede op, da Skive Tekniske Skole for nylig afholdt temadage om miljøvenlige vandbaserede overfladebehandlingssystemer.
Uddannelsesleder Svend Stabell betegner temadagene som en succes med stor tilslutning fra nær og fjern:
- Interessen har været stor. I arrangementet deltog virksomhedsfolk fra hele Danmark samt nogle fra Norge, Sverige og Tyskland. Og overraskende er, at der var tilmeldt en deltager så langt væk fra, man næsten kan komme; nemlig New Zealand, siger Svend Stabell.
Han fortæller, at deltagerne fik mulighed for at medbringe egne produkter og afprøve de pudse-, male- og lakanlæg, som de arrangerende virksomheder havde opstillet til lejligheden. På den måde kunne deltagerne vurdere anlæggenes egnethed i forhold til deres egen produktion.