I de næste 3 dage er hele København en designfestival
Endnu flere udstillere. Nye slags udstillere. Nye midlertidige udstillere og markant større interesse fra udenlandske journalister og arkitekter.
- Faktisk har vi måtte sige nej til halvdelen af de udenlandske journalister, som ville deltage i en presserundvisning.
Det er nogle af ordene, man kan knytte til årets udgave af 3 Days of Design, som torsdag starter i København og varer til og med lørdag.
Det fine skrud er fundet frem. Røde løbere rulles ud og stilkglas med bobler stilles frem, når en stakåndet række af møbel- og designproducenter i 3 dage slår op for deres egne og for andres døre.
Begivenheden er spredt ud over hovedstaden, men de brandvarme zoner er Nordhavn, Bredgade og navnlig Frederiksgade 1 ved Marmorkirken, hvor en hel opgang af herskabslejligheder lægger hus til en stribe danske designbrands.
- Og så har vi åbnet for mere kantede udstillere og kunstgallerier, og vi har fået engageret nogle flere ambassader som udstillingssteder, fortæller Signe Byrdal Terenziani, som er eventdirektør.
Ambassaderne lægger især hus til de ”husvilde”, som ikke selv har lokaler i København. Den svenske ambassade lægger eksempelvis hus til en udstilling for svenske Dux. Den schweiziske ambassade lægger rum til både schweiziske Vitra og danske Verpan, som begge forvalter dele af Verner Pantons designarv.
Bag 3 Days of Design står en kreds af firmaer, som i 2014 startede festivalens første udgave.
Kredsen består af Montana, Erik Jørgensen, Anker & Co og Kvadrat.