Sydjysk Garant-butik i generationsskifte
Danmarks største kæde af gulv- og gardinforretninger er i gang med at gøre klar til et ejerskifte i Grindsted-filialen.
I løbet af de næste tre år vil Jeppe Thomsen, søn af Lis og Benny Thomsen, som ejer Garant i Grindsted, gradvist overtage firmaet fra sine forældre.
Det skriver Midtjysk Ugeavis.
Jeppe Thomsen har boet i Aarhus i en årrække, hvor han blandt andet har læst på handelshøjskolen og siden arbejdet hos firmaet Meltwater. I løbet af juni flytter han dog tilbage til Grindsted, hvor firmaet har base.
- Jeg er i fuld gang med at få undervisning i de forskellige produktkategorier, og jeg vil være meget til stede i butikken. Jeg skal også med ud med montørerne for at se, hvor det arbejde foregår. Så der er nok at lære, men heldigvis er der rigtig mange, der er mere end villige til at lære fra sig, og så har jeg jo min fars store erfaring at trække på, siger Jeppe Thomsen til avisen.