Danmark importerer færre svenske trævarer
Sammenlignet med 2009 faldt den samlede danske trævareimport fra Sverige med 14 % i årets første tre måneder. Totalt er den svenske trævareeksport gået 7 % tilbage i perioden.
Her fremhæves det dog også, at selvom eksporten er faldet med 7 %, er værdien af den samlede eksportvolumen samtidig øget med 2 %.
- Den relativt svage svenske krone har bidraget til den forbedrede konkurrenceevne for svenske savværker, og Sverige har dermed været i stand til at opretholde eksporten trods et svagt marked og faldende forbrug. Imidlertid mindskes denne fordel i takt med at kronen styrkes, vurderer Skogsindustrierna bl.a. i rapporten.
Udover Danmark er den samlede eksportvolumen også faldet på betydelige europæiske markeder som Storbritannien (-11 %), Holland (-14 %) og Frankrig (-30 %). I Norge er det lykkedes at øge eksportmængden med 31 %, men totalt set er den europæiske eksportvolumen faldet med 8 %.
Egyptisk vækst og japansk nedtur
Den svenske træindustri kan dog glæde sig over, at salget til det hastigt voksende egyptiske marked på ny er vokset – denne gang med 7 %.
Egypten har dermed klart distanceret Tyskland som Sveriges næststørste marked for trævarer. Samtidig er det lykkedes at øge eksporten til Mellemøsten med 36 %, og samlet set afsættes flere end 25 % af samtlige eksportvarer til disse to markeder.