23948sdkhjf

Underleverandør samler aktiviteterne

Frederiksen Grenaa, der er ejet af Paustian, har hidtil været spredt på to adresser, men fremover samles virksomhedens 20 ansatte under samme tag i nyrenoverede lokaler.
- De nuværende markedsforhold opfordrer ikke til investeringer, men vi har med sammenlægningen opnået en rationalisering af produktionen, så vi også fremover kan begå os som underleverandør på det danske møbelmarked.

Det er Erik Lund, administrationschef hos Frederiksen Grenaa, der gør status ovenpå et længere forløb med ejendomskøb og ombygning.

Den østjyske underleverandør er netop nu i fuld gang at indrette sig i nyrenoverede bygninger på Energivej i Grenaa. Adressen har de senere år været base for virksomhedens samleværksted og aktiviteter inden for overfladebehandling, men med ombygningen er der nu også blevet plads til maskinværksted og administration.

Samarbejdspartner lukkede
Beslutningen om at samle aktiviteterne blev truffet for 1½ år siden, da samarbejdspartneren gennem adskillige år – industrimalerfirmaet Edvin Madsen & Søn – lukkede ned.

Frederiksen Grenaa stod nu ikke blot og manglede en maler, men også lokaler til sit samleværksted, som indtil da havde boet til leje på Edvin Madsens fabrik. Det blev derfor besluttet at overtage dele af virksomheden; herunder den nu istandsatte ejendom på Energivej.

Mærker stigende ordreindgang
Frederiksen Grenaa har de seneste tre år været ejet af Paustian, som også er den klart største kunde. Herudover udfører virksomheden diverse møbel- og inventaropgaver for en stribe andre møbelproducenter.

I lighed med de fleste aktører i branchen har Frederiksen Grenaa kæmpet med vigende aktivitet under finanskrisen, men Erik Lund og resten af den 20 mand store medarbejderstab fornemmer nu, at udviklingen bevæger sig i den rigtige retning:

- Vi har set en tydeligt stigende ordreindgang over de seneste måneder. Det er selvfølgelig usikkert, hvor vi er om et par måneder, men der er tydelig fremgang at mærke, vurderer Erik Lund.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094