Holmris-direktør: 'Vi ville især bevare én bestemt værdi'
Det skal ikke blive anderledes at være kunder eller leverandør hos Holmris, selv om det midtjyske kontormøbelfirma har solgt aktiemajoriteten til en kapitalfond.
Det fortæller direktør Henrik Holmris til Wood Supply. Den forrige hovedejer fortsætter som Holmris-gruppens daglige leder.
- Vi har brugt lang tid på at sikre os, at de værdier vi har og de strategier, vi arbejder med, er noget vores nye ejer vil være med til, siger han.
En værdi han særligt vil fremhæve er plads til forskellighed. Selv med ny ejer skal Holmris-medarbejderne ikke gå en ensretning i møde.
- Vi vil have en grundlæggende plads til forskellighed. Vi vil have plads til angribertypen, som måske spiller lidt mere egoistisk og kun fantastisk i nogle af kampene. Og vi skal have plads til holdspillerne på midtbanen og de mere defensive i forsvaret. Det er sådan, vi har lykkedes med at tiltrække nogle af de bedste i branchen og skabt vores succes, fortæller han.
Og uddyber lidt.
- Der kan være stor forskel på, hvordan man sælger folkeskolemøbler. Eller kontormøbler i office-divsionen. Eller til et hotel i hospitality-divisionen. Og der er forskel på de profiler, man skal have.
Mangedoblet omsætning i direktørens tid
At værdierne er lykkedes, synes han, bliver understreget af, at man på 6 år enten har opkøbt eller startet i alt 13 nye firmaer under Holmris-gruppen. Mens det er lykkedes at holde på de folk, der arbejder i de nye firmaer.
Han nævner for eksempel den opkøbte aktivitet 3R Kontor i Aarhus, som køber brugte kontor- og institutionsmøbler og sætter dem i stand og sælger dem.
- Vi har helt bevidst valgt, at de fortsat skal drive det som deres lille græsrodsforretning. Hele genbrugstanken er vi enormt stolt af, og det er noget, vi kommer til at bruge mere af over for vores kunder.
Salget sker som kulmination en udvikling, der har stået på, siden Henrik Holmris trådte til som seneste generation i familieforetagendet.
I 1999 omsatte Holmris for 12 millioner kroner. Nu lyder tallet på 800. Efter en stejl optur i nullerne. En brat nedtur efter finanskrisen. Og en ny optur, der har taget fart i de senere år.
- Jeg har tænkt meget over det at sælge fra, men som familie kan man se, at det er en helt anden virksomhed i dag, end den jeg overtog, og vi har aftalt en horisont på 5 til 7 med den nye ejer, hvor vi skal fordoble omsætningen. Jeg er meget tilfreds med nu at kunne se 5 til 7 år fremad i tiden, og så får vi at se, hvad der sker.