Bella Center klar til designmesse
26.-29. august afholdes anden udgave af den nye danske designmesse; CODE. Alle stande er udsolgt til messen, som bl.a. byder på et omfattende materialebibliotek.
Udover nyheder fra de udstillende virksomheder, der fortrinsvist beskæftiger sig med interiør, vil messen byde på flere spændende tiltag.
Blandt de mest fremtrædende nyheder er et omfattende materialebibliotek, der fungerer som et videnscenter for udvikling og nyskabelser i materialer.
Biblioteket omfatter hundredvis af materialer inden for kategorierne træ, glas, beton, metal, plastik og naturmaterialer. De besøgende på CODE kan blandt andet stifte bekendtskab med:
Milkofil
Et garn, der er fremstillet af 65 % bomuld og 35 % mælkefibre. Fiberen, som er det vigtigste protein i mælken, er sammensat af kasein, der har langsigtede emissioner af negative ioner. Garnet er sterilt og kan stimulere blodcirkulationen. Samtidig er det et naturligt antibakterielt middel og gavnligt for luftkvaliteten.
Ductal
Et fleksibelt beton, der er kendt for sin tyndhed, modstand og æstetik. Ductal inkorporerer styrkende fibre og leverer derfor en styrke, der er seks til otte gange større end traditionel beton (under komprimering).
Vegetables 3D
Spiseligt design. Geke Wouters har skabt en række 100 % vegetabilske 3D-former ud af forskellige tørrede grøntsager og frugter. Alle materialer er fuldt spiselige, 100 % biologisk nedbrydelige og velsmagende.
Toppen af nordisk design
Udover materialebiblioteket byder CODE10 på området ”CODE Conduct”, der stiller skarpt på tidens tendenser inden for møbler, belysning, design, tekstil og boligtilbehør. Udstillerne her er producenter, importører, agenter, forhandlere og designere.
Arrangørerne har også valgt at prøve kræfter med en helt ny podium-udstillingsform, hvor nye designtalenter og etablerede designere udstiller side om side. Dette område er døbt ”News Area” og fungerer som en større udstillingshelhed uden individuelle stande.
Årets udgave af CODE har også lysdesign i fokus. I området ”Function Factory”, der er hjemsted for danske og internationale designskoler, bliver det således muligt at opleve en spændende lysudstilling. Messen byder desuden på særudstillingen ”MGX by Materialise – Magical Light”, der giver et bud på, hvad mødet mellem kunst og teknologi kan føre til.
Følg CODE10 på Wood Supply
I lighed med sidste år vil vi her på Wood Supply sætte fokus på CODE frem til messens start den 26. august.
Som optakt vil vi blandt andet se nærmere på, hvad de udstillende virksomheder har med i bagagen til Bella Center, så hvis din virksomhed skal udstille på CODE, hører vi gerne fra jer på redaktionen@wood-supply.dk