VKR Holding køber Rationel Vinduer og Svenska Fönster fra Axcel
VKR Holding, der er moderselskab i Velux-koncernen, har nu helt overtaget de to virksomheder Rationel Vinduer og Svenska Fönster.
Omsætningen i Svenska Fönster udgør godt 500 millioner svenske kroner, og virksomheden beskæftiger omkring 450 medarbejdere. Produktionen finder sted i Edsbyn nord for Stockholm.
Axcel og VKR’s hensigt har været at styrke og udvikle Rationel Vinduer og Svenska Fönster. VKR Holdings overtagelse af det fulde ejerskab er en naturlig fortsættelse af samarbejdet med Axcel.
Rationel Vinduer og Svenska Fönster vil indgå i VKR Gruppens forretningsområde for facadevinduer sammen med vinduesvirksomheden VELFAC, der i mange år har været en del af VKR Gruppen. De tre virksomheder havde en omsætning på cirka 1,9 milliarder kroner i 2003.
Overtagelsen af Rationel Vinduer og Svenska Fönster gør det muligt sammen med VELFAC at tilbyde kunderne et bredere produktsortiment inden for facadevinduer. Fotokilde: Velfac.dk- Overtagelsen af Rationel Vinduer og Svenska Fönster er en naturlig udvikling. Virksomhederne passer godt sammen med VELFAC og supplerer hinanden med hensyn til produkter, distributionskanaler og dækning af det nordeuropæiske marked, siger administrerende direktør Leif Jensen fra VKR Holding.
Axcel finder det naturligt nu at træde ud af ejerkredsen, hvilket hele tiden har været hensigten.
- Det er den rigtige, industrielle løsning, der giver Rationel Vinduer og Svenska Fönster de bedste betingelser for positiv udvikling, og helt efter planen i forhold til det vi i fællesskab begyndte i 1998 med opkøbet af Rationel Vinduer, siger administrerende direktør i Axcel, Christian Frigast.
Aftalen er betinget af godkendelse fra det svenske Konkurrenceverket.