OK-forhandlingerne 2004 skudt i gang
Fastholdelse af konkurrenceevnen var et vigtigt emne på førstedagen for forhandlingerne mellem DI og CO-Industri. Begge parter stiler mod en løsning inden 10. februar.
Danske virksomheders konkurrencekraft var et væsentligt emne, da CO-industri og DI i går indledte de egentlige overenskomstforhandlinger 2004. Men også fleksibilitet er vigtigt for DI.
- Den globale konkurrence stiller store krav til virksomhedernes muligheder for at omstille og tilrettelægge produktionen. Derfor lægger vi afgørende vægt på, at der sker en forbedring af den overenskomstmæssige fleksibilitet i relation til virksomhedernes tilrettelæggelse af arbejdstiden, sagde DI's administrerende direktør Hans Skov Christensen og føjede til, at det er uholdbart, at vi på sigt har en hurtigere lønudvikling end i de øvrige eurolande.
Hans Skov Christensen, DI, ser fastholdelsen af konkurrenceevnen som væsentlig, men understreger også behovet for øget fleksibilitet.CO-industris formand, Thorkild E. Jensen, lagde da heller ikke skjul på, at konkurrenceevnen og medlemmernes beskæftigelse optager organisationen meget i OK-forhandlingerne. Men han talte også om motiverede og veluddannede medarbejdere, en udbygget pensionsordning, udbygning af fuld løn under barsel og sygdom og mere i løn til lærlinge og ungarbejdere.
Den overenskomst, der nu skal fornys, har løbet i fire år. Ifølge DI’s hjemmeside erbåde Thorkild E. Jensen og Hans Skov Christensen imidlertid enige om, at "en overenskomst får den længde, den skal have, for at overenskomsten kan være i den". CO-industri og Dansk Industri stiler imod at nå et forlig inden 10. februar. Dermed bliver det ikke nødvendigt at opsige de bestående overenskomster.