Unimerco flytter mod øst
Unimerco kan tydeligt mærke, at de har en løntung virksomhed i Danmark. Samtidig mærker de, at kunderne i fremstillingsindustrien flytter østpå. Nu følger de selv efter.
-Vi mærker helt klart, at vi er en løntung virksomhed placeret i Danmark. Der skal en kraftig fornyelse til, hvilket vi er i gang med, siger Kenneth Iversen, adm. dir. i Unimerco til JyllandsPosten i dag.
Unimerco følger nu med strømmen mod øst til Kina og Østeuropa.Virksomheden mærker tydeligt, at flere af kunderne inden for fremstillingsindustrien bliver presset til at flytte østpå. Derfor flytter Unimerco nu med.
- Vores traditionelle og store markeder inden for træ-, møbel- og almindelig maskinindustri skrumper ind. Til gengæld vokser bil- og flymarkederne, som er nye for os, meget, siger Kenneth Iversen.
Selv om det nye år kun er få dage gammelt, har Unimerco allerede købt tre virksomheder. Sammenholdt med, at der skal skydes penge i nye fabrikker i Kina og Østeuropa, samt nyinvesteres i maskinanlæg, betyder det, at 2004 bliver et år med store investeringer - i størrelsesordenen godt 100 mio. kr, skriver JyllandsPosten.