Forandringsvillige ledere i industrien
[i]Forandringsvillighed er på programmet, når DI inviterer til arbejdslederkonference i Odense i Februar.[/i]
DI inviterer nu for femte gang til arbejdslederkonference. I år holdes den 25. februar i Odense Congress Center, og konferencen er den eneste af sin slags for målgruppen. Denne gang er forandringer i højsædet. For forandringer sker hurtigere og hurtigere, og fremtiden ser ikke ud til at ændre ved det faktum.
På arbejdslederkonferencen 2004 klædes arbejdslederne på til udfordringen. Blandt andet via en række konkrete eksempler fra virksomhederne. For i en tid med nedskæringer og fyringsrunder, er der i endnu højere grad behov for dygtige ledere, der kan gennemføre de svære forandringer.
- Det handler blandt andet om, at arbejdslederne skal involvere medarbejderne i forandringsprocesserne, så de kan se meningen med dem, siger Lise Berg Johannsen.
Hun nævner kommunikation og åbenhed som væsentlige punkter, når medarbejderne skal inddrages.