International pris til dansk møbel
Østjyske Baby Dan har udviklet et produkt med kombineret vugge, skråstol og høj stol. Møblet er netop kåret som det mest innovative på verdens største babyudstyrsmesse.
Salgsdirektør Søren Pjengaard modtog prisen og fortæller til Århus Stiftstidende, at sejren kom i hus på baggrund af møblets funktionelle og stilrene design samt ikke mindst et opfindsomt koncept.
Han håber, at prisen kan bane vej for et internationalt gennembrud for virksomheden fra Låsby i Østjylland:
- Tre-i-en-konceptet er helt nyt på markedet for baby- og børnemøbler og giver både økonomiske og pladsmæssige besparelser for børnefamilierne. Vi er glade for den fine anerkendelse, som, vi håber, kan være med til at give Baby Dans møbelsortiment et internationalt boost, siger han til avisen.