Derfor skal vi stoppe møbelpiraterne
Af David Wedege
Man må gerne lave en kinaagtig stol med bøjet træ i ryggen. Det er der nogle, der gør.
Visse stole ude på markedet leder også unægteligt ens tanker hen på Wegners Y-stol, CH24. For at plukke et eksempel. Og det er ikke ulovligt at lede tanker hen.
Men der er en grænse, og kopistolen overskrider grænsen. Og sætter man også navn på, som piratproducenterne gør, er det langt over grænsen.
Derfor kan det kun være en sejr for danske møbelværkers integritet, hvis piraternes aktuelle, sikre havn, Irland, lukker af for kopierne. Så vil der være ét land mindre at tage sig af i møbelbranchens endeløse jagt.
En kamp, der betegnes som "en krig fra hus til hus".
Nogle anslår, hvor stor omsætningen på piratmøbler er, og angiver det som virksomhedernes tab. Tabet for de virksomheder som ejer rettighederne.
Det er formentlig ikke et sandt tabsbeløb. Man kan ikke forestille sig, at alle piratkunderne ville have købt originale designikoner i stedet for.
”Det er ikke dem, vi konkurrerer med”, lyder en typisk kommentar fra licenshavere, vi i tidernes løb har talt med.
Derfor skal skadevirkningen af kopier dog slet ikke negligeres, og virksomhedernes tab er ikke nul kroner, fordi originalproducenter og pirater langt hen ad vejen ikke konkurrerer og ikke sælger i samme prissegment. Sandheden ligger et sted mellem nul og de vildeste beløb, der bringes på bane.
Pirateri er i grunden en forbrydelse, der ikke kan gøres op i penge. Det er også åndsværkets integritet.
En stol, der er skabt til at kunne holde i en menneskealder, skal kunne holde i en menneskealder.
Er det skabt for at blive reproduceret med hænder på et værksted i Danmark og med nærhed til råvarerne, så er det vold mod værkets åndsintegritet at sige, at det er ligegyldigt.
Den vold ødelægger også troværdigheden og udvander et værks identitet. Og skal vi endelig tale om penge, så er det meget svært at forestille sig, at udvanding ikke spiller en betydelig rolle.
En licenshaver kan hypotetisk set også gøre vold mod et værk. I det mindste har de fået lov til det af dem, der har overdraget rettighederne.
Det har ingen nogensinde givet piraterne lov til.
Det er unødvendigt at piratkopiere, når praksis viser, at man lovligt kan gå helt til grænsen med at anvende inspiration og skabe møbler, der læner sig tæt opad.
Så navnemisbruget er piraternes rygende pistol. Det, der afslører deres forehavende. At det er rendyrket snylteri på noget, andre har skabt og som andre ejer og er betroet til at vogte over som åndsværk og kulturarv.
Med alt det, man gerne må, er der ingen undskyldning for at overtræde stregen.
