Branchen bruger løs af sin hovedstol
Af David Wedege
Digteren Per Højholt (1928-2004) havde et godt råd til alle, der arbejdede med åndsværker. Eller også citerede han sin svigermor, da han sagde: “Tær ikke på hovedstolen.”
Altså: Lad saldoen stå, selv om den tårner sig op og lokker.
I litteratur betyder det, at man skal afholde sig fra at skrive den historie, der som en anden motor driver ens forfatterskab. Ofte barndomserindringer eller slægtshistorier. Motoren er ofte det dybt personlige eller private.
Højholts pointe var, at den talentfulde forfatter helt sikkert kunne sælge sin bog i stakkevis. Men at man bagefter er færdig. Udtømt. Plyndret. Og har ikke flere værker i sig.
Ser man på en dansk designmøbelbranches hovedstol, så bliver der måske tæret på den, når gamle tegninger støves af og vedvarende klassikere lanceres i nye paletter og materialer.
Anekdoter fortæller, at møbler, som i dag er hysteriske auktionsskrig, kunne findes på lossepladser og i Frelsens Hær-butikker for bare et par årtier siden. Det har hidtil været historien om en møbelscenes genoprejsning og kanonisering.
Men det også fortællingen om, hvor hurtigt ting kan gå. Begge veje. Apple kan ikke længere vække begejstring med sine halvårlige shows, som medier i hele verden dækkede med kameraets zoomknap i bund.
Det fortærskede begreb disruption, som har fået en masse misforståede betydninger, er oprindelig defineret ved, at den velkonsoliderede del af en branche har optimeret sin indtjening ved at fokusere på de mest indbringende produkter og de bedste kunder.
At blive “disrupted” betyder ikke - modsat en udbredt forestilling - at man har snorksovet. Tværtimod, man kan være en supertrimmet organisation, der holder fingrene fra aktiviteter med ringe afkast. Som det nye på markedet, der næsten ingen penge tjener.
Det er svært at spå om fremtiden, og jeg vil slet ikke forsøge det. Men tænke kan man altid.
Om møbelscenen i 2027, 2037 eller 2047.
Har den danske branche stadig en stærk fortælling om 10, 20 og 30 år, eller vil den med tiden være slidt, klichéfyldt og fortærsket? Kan man overstige det punkt, hvor ingen længere kan svinge sig op til at føle ærefrygt, veneration og historiens vingesus?
Vil de største møbelaktører være dem, der tog godt for sig af hovedstolen for at trække penge ud? Eller dem der tog for sig med lempe og satsede mindst lige så meget på innovation og på at skabe nye fortællinger?
Den danske scene bruger på livet løs af guldaldermyten. Om udødelige klassikere og dem, der skabte den. Og det sker ikke kun ved at relancere gammelt design. Der arbejdes også retrospektivt med guldalderen som referencetid og med guldalderværker som referenceværker i nye værker, som ofte fremstår som kvarte, halve eller hele homager.
Kan sådan en arv opbruges? Og skaber branchen i så fald lige så meget arv, som den bruger?
En nutidig designer hviskede til mig, at kiggede man på en oversigt over de 100 mest søgte, nulevende designere i Europa på portalen Arcitonic, så optrådte ingen danskere i top 100 over de mest søgte. Ingen. Nul danskere.
Det er drastisk at kalde det ildevarslende. Men det står i hvert fald i stærk kontrast til de gamle ikonskaberes kendskabsgrad i verden.
