Endnu to års nedgang for byggeriet
[i]Det er endnu ikke optimisme der præger byggeriet. I en ny analyse spår Dansk Byggeri, at der i endnu to år vil være nedgang i bygge- og anlægssektoren.Dog ikke så stor nedgang som i 2003.[/i]
- Udflytningen af produktion fra Danmark og brug af moderne teknologi, som generelt optager mindre plads i produktionshallerne, betyder, at byggeriet af fabrikker og værksteder er i strukturel tilbagegang, siger afdelingschef Vibeke Gaardsholt, Dansk Byggeri i JyllandsPosten.
Efter et par år med kraftigt stigende boligbyggeri vender udviklingen også her. Det skyldes især, at byggeriet af almene boliger går tilbage. Derimod stiger den private del af boligbyggeriet. JyllandsPosten skriver, at Dansk Byggeri regner med, at der i år vil blive bygget 11.700 nye parcelhuse. Det er en stigning på lidt over 500 i forhold til 2003.
Beskæftigelsen i bygge- og anlægssektoren er faldet hvert år siden 2000, hvor sektoren beskæftigede, hvad der i heltidsstillinger svarer til 166.805 personer. Sidste år var beskæftigelsen faldet til 157.388 personer. Ifølge Dansk Byggeris Konjunkturanalyse vil beskæftigelsen samlet falde med knap 400 personer i år og yderligere 1.000 personer til næste år.
Bedst ser det ud for beskæftigelsen inden for reparation og vedligeholdelse, hvor der ventes stigende beskæftigelse både i år og til næste år.