Lavere produktion – flere ordrer
Efter flere måneders fremgang faldt produktionen i industrien med 6,6 % fra juli til august. Til gengæld er ordreindgangen på hjemmemarkedet øget med hele 80,9 %.
Trods nedgangen på 6,6 % ligger produktionen dog 3,9 % højere end samme måned i fjor, mens der er et stykke op til niveauet fra for to år siden, som var 16,2 % højere.
Størst fald i varige forbrugsgoder
Nedgangen har været størst inden for fremstilling af varige forbrugsgoder, hvor der fra juli til august er registreret et fald på 18,8 %.
Inden for fremstilling af ikke-varige forbrugsgoder lyder nedgangen på 7,4 %, mens der er fald på henholdsvis 6,3 % og 3,1 % i investeringsgode-industrien og i mellemproduktindustrien.
Fald i omsætningen
Sideløbende med faldet i produktionsaktivitet er industriens omsætning af egne varer og tjenester faldet med 5,4 % fra juli til august, målt i løbende priser.
Omsætningen er faldet med 7,4 % inden for fremstilling af varige forbrugsgoder og 7,1 % inden for investeringsgodeindustrien.
På hjemmemarkedet lyder tilbagegangen på 5,4 %, mens der på eksportmarkederne er tale om et fald på 5,3 %.
Flere ordrer på hjemmemarkedet
Trods de faldende omsætnings- og produktionstal kan industrien dog glæde sig over markant fremgang i ordreindgangen.
Totalt er det lykkedes at hente 21 % flere ordrer i august end i juli, og fremgangen er næsten udelukkende hentet på hjemmemarkedet.
Her er der således tale om en vækst på hele 80,5 %, mens der er hentet 0,9 % flere ordrer til eksport.
På hjemmemarkedet var det primært investeringsgode-industrien, der trak ordreindgangen op med en stigning på 182,9 % fra juli til august.
Illustration: Danmarks Statistik