Gulvpris til Ege
[i]Ege har modtaget "Gulvprisen 2003" for sit unikke tæppe til CinemaxX foyeren i Bruuns Galleri i Århus.[/i]
Ege har modtaget Gulvprisen 2003 for det unikke og fascinerende tæppedesign skabt til foyeren i det nye CinemaxX biografcenter i Bruun's Galleri i Århus. Tæppet er tætskrevet med mere end 200 spændende, klassiske og tankevækkende filmcitater, som tilsammen fremstår som ét overordnet og unikt mønster.
Idéen bag gulvbelægningen i biografens foyer er at anvende alle rummets flader, så der skabes en helhed, samt at give biografgængerne en ekstra oplevelse, mens de venter. Tæppedesignet er skabt af arkitekterne CEBRA i samarbejde med ege's designafdeling.
Prisen uddeles af Gulvbranchens Samarbejds- og Oplysningsråd (GSO). Dommerkomitéen består af indretningsarkitekt MDD og farveplanlægger Vibeke Birch, arkitekt MMA Stig Ib Christensen, indretningsarkitekt MDD Anders Lohse, journalist Pia Finne og direktør i GSO, John Steffensen.
Dommerkomitéen har blandt andet lagt stor vægt på, at tæppet i CinemaxX er produceret for en beskeden merpris i forhold til, hvad et ensfarvet tæppe ville have kostet.
- Det viser, at der sagtens kan leges med gulvfladen og tænkes kreativt på gulvplan, uden at det vælter byggeriets budget, fastslår dommerkomitéen.