Stolefabrik i bedring: Fra millionblødning til rekordoverskud på ét år
Det har kostet mange penge at flytte polstermøbelproducenten Kebes produktion fra Østjylland til et sted nord for Katowice.
Det var især på grund af høje engangsudgifter, at Kebe sidste år måtte notere et underskud på over 2 millioner. Men i et netop offentliggjort regnskab ser det anderledes positivt ud. Et nettooverskud på knap 860.000 kroner er det bedste i mange år.
- Også salgsmæssigt gik det ikke så godt, som det kunne året før, men i 2016 gik det meget bedre med vores nye kollektion, siger Kebes direktør Henrik Schougaard Pedersen til Wood Supply.
Den nye kollektion blev modtaget rigtig godt af markedet, fortæller han. Egentlig er den ikke revolutionerende for Kebe. Det er en videreudvikling af Kebes hidtidige program, som kredser sig om især polsterlænestole. Der er tilført produkter som spisebordsstole og el-stole med justerfunktioner.
Et krav om priser
Flytningen af produktionen fra Hornslet til det sydlige Polen, som er gennemført over en 3-årig periode fra 2012 til 2015, er især sket af hensyn til produktionsomkostninger.
- Vores store kunder fortalte, at de ville lægge deres ordrer, hvor omkostningerne er billigere, så det var helt klart konkurrencehensyn, der lå bag, siger Henrik Schougaard Pedersen.
Det nye regnskabsår ser han endnu mere positivt på, og han forventer, at Kebe vokser både på omsætning og indtjening.
- Vi kommer til at mærke effekten af den nye kollektion i et helt regnskabsår, og det kommer til at betyde noget.
mio. kr. | 2016/2017 | 2015/2016 |
---|---|---|
Bruttoresultat | 7,1 | 5,1 |
Resultat af primær drift | 0,7 | -2,5 |
Resultat før skat | 0,9 | -3 |
Årets resultat | 0,9 | -2,3 |
Balancesum | 17,8 | 13,6 |
Egenkapital | 2,9 | 1,9 |
Personaleomkostninger | -6 | -7,5 |
Regnskabsåret blev afsluttet 30. april 2017. |