23948sdkhjf

Det flade katalog bliver fremtidens falliterklæring

Wood Supply kommenterer.

David Wedege er journalist og nyhedsredaktør for Wood Supply.

Kun fremtiden kan vise, om lige netop den sjællandske møbelproducent Via CPH realiserer de ambitioner, som virksomhedens ejerleder Troels Michelsen har fortalt om til Wood Supply. Hvor brugen af digitale værktøjer som 3D-billeder og livebilleder af produktionen skal ud og nå slutforbrugerne direkte.

Virksomheden har i hvert fald truffet den plausible erkendelse, at digital markedsføring ikke kun er for forhandlerleddet i kæden. Det er i høj grad for producenter.

At erkende det, er at udfylde sin tilmeldingsblanket til fremtidens branche.

Hvad er digital markedsføring?

Alt muligt. Men et bud kunne være, at det er markedsføring, der kan mere end en tryksag. Hvor salgsvåbenet ikke blot er en hjemmeside, som i grunden er et spejl af papirkataloget, men som udvider markedsføringen med mindst en hel ekstra dimension.

Det har relevans for møbler. Og interiør. Professionelt inventar. Facader. Døre, vinduer og gulve.

Forbrugerne vil eksempelvis gerne se møblet hjemme i egen stue, før det rent fysisk dumper indenfor i papkasse.

Arkitekten vil gerne se alle muligheder for facadeelementer på det eksisterende hus, som skal ombygges. Uden at bekoste en gennemført visualisering.

Det handler i grunden om at udvide sin digitale salgskanal og gøre den stærkere i tiltrækningsstrømmen ved at øge inspirationen og gøre vejen fra inspiration til handel kortere.

Taberrecepten er at have en lang smørrebrødsliste med 2D-billeder og et telefonnummer, hvor man kan få oplyst nærmeste forhandler. Det flade katalog bliver fremtidens falliterklæring.

Slå alligevel koldt vand i blodet. Det her skal ikke være et skræmmehyl fra bekymringsindustrien.

Der er nogle, der skal være såkaldte firstmovers. Men det er ikke alle, der nødvendigvis skal rykke først, og der er slet ingen grund til at skyde med kostbare spredehagl af guld i mørket og bare forsøge noget, fordi det digitale skulle være fremtiden.

Så tag bare is i maven og opdag den digitale relevans mellem kunde, produkt og virksomhed.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.07