23948sdkhjf

Nye forslag til Junckers-redning

[i]Spekulationerne omkring redningsplanen for Junckers Industrier i Køge fortsætter. I dag beretter aviserne om flere forskellige forslag fra interesserede aktionærer og redningsfolk.[/i]
I dagens aviser er der flere forskellige bud på, hvordan det ser ud med redningsplanerne for Junckers Industrier i Køge.

Berlingske Tidende skriver i dag at ATP, lige som Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) i går, forlanger at se flere oplysninger, før de vil tage stilling til redningsplanen som Lorenz Jørgensen og Mogens de Linde står bag. LD ejer 16,5 procent af aktierne og ATP 11 procent.

DR Online beretter med Børsen som kilde om nye redningsplaner fremlagt af en gruppe aktionærer. DR skriver, at et konsortium af små og store investorer senere på ugen afleverer en alternativ model for, hvordan virksomheden kan rekonstrueres. Ifølge den redningsplan får aktionærerne mulighed for at beholde en ejerandel i virksomheden. Bag planen står blandt andre direktør Poul Overgaard fra armatur-virksomheden Vola i Horsens og ejendomsmægler Eivind Dam Jensen fra Esbjerg.

ErhvervsBladet kan fortælle, at Mogens de Linde og Lorenz Jørgensen nu endelig er parate til at uddybe deres redningsplan overfor medarbejderne på et møde på virksomheden torsdag. Da fremlægger de en 14 punkts plan for redning af den kriseramte virksomhed. Nogle af hovedpunkterne er, at Junckers Industrier bliver i Køge og produktion og afsætning skal øges.

- Det væsentlige er, at det er en god virksomhed. Den skal trimmes, men produktet og brandet er godt, og medarbejderne er dygtige, siger Mogens de Linde ifølge ErhvervsBladet.

JyllandsPosten fremfører, at junckers Industrier nu er ved at være en ombejlet virksomhed. Flere store aktionærer skulle være parate til at investere i virksomheden og dermed søge at undgå en total nedskrivning af de værdier, de har via aktier i virksomheden. Det drejer sig om de tre største aktionærer: ATP, Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) og Bankinvest, som tilsammen ejer 42,4 pct. af Junckers. Der er ikke tale om en fælles plan, men hver for sig bekræfter de over for Jyllands-Posten, at de kan være villige til at investere, hvis den rigtige plan viser sig.

Derudover skulle fem til seks andre investorer have meldt sig på banen. Ifølge Jyllands-Postens oplysninger er blandt andre tyske Tarkett-Sommer, som har speciale i lamelparketgulve, en af dem.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064