Udenlandsk interesse for Junckers
[i]Ifølge Børsen mandag er der udenlandsk interesse for trægulvsproducenten Junckers i Køge. Tillidsfolkene i virksomheden kæmper for at få en industriel køber af virksomheden.[/i]
Bygnet.dk skriver, at Lønmodtagernes Dyrtidsfond ikke finder de fremlagte punkter præcise nok.
- Vi er ved at danne os en holdning til Junckers fremtid, men de 14 punkter er ikke nok til, at vi kan træffe en beslutning, siger Torben Agerup, porteføljemanager i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, LD, som ejer 16,5 procent af den konkurstruede virksomhed ifølge Bygnet.dk.
Sammesteds anføres det, at den holdning støttes af Bankinvest, der ejer 15 procent af aktierne i Junckers.
Virksomhedens tillidsfolk arbejder ifølge Børsen for at få en industriel køber af virksomheden, som sikkerhed for at virksomheden køres videre og ikke ender som spekulationsobjekt.
-Vi ønsker en industriel køber. Én, der har erfaring i branchen og som kan udvikle Junckers til gavn for virksomheden og de ansatte, siger tillidsmand Finn Gravenhorst til Børsen.
Børsen oplyser, at den har oplysninger om at in interesseret køber vil melde sig på banen i løbet af i dag eller i morgen, hvis de to oprindelige investorer vælger at trække deres forslag efter den kritik, det har mødt.