Skov skal være industri
[i]Formanden for Træets Arbejdgiverforening, Henrik Thorlacsius-Ussing, udtaler i dagens udgave af JyllandsPosten, at De danske skove skal drives som industri, og skovejerne skal se sig selv som virksomhedsledere snarere end som naturforvaltere. [/i]
I forlængelse af de seneste dages debat om den dårlige økonomi i skovbruget, mener Henrik Thorlacius-Ussing, at de danske skovejere skal erkende, at de "gode gamle dage" er uigenkaldeligt forbi.
- Vi bør indrette økonomien efter, at træpriserne formentlig forbliver på det nuværende lave niveau. Vi må indse, at branchen er blevet ramt af globaliseringen, og at den udvikling ikke kan skrues tilbage. Vi skal konkurrere mod lønninger i eksempelvis Baltikum, der er en tiendedel af de danske, og det må vi indrette vores omkostninger efter, siger Thorlacius-Ussing til JyllandsPosten og peger på, at den tid, da skovfogederne gik rundt og slog streger på de enkelte træer, aldrig kommer tilbage.
»Træpriserne er så lave, at omkostningerne til driften af skoven skal skæres ned til et absolut minimum. …Vi bør tage ved lære af svenskerne, der er lysår foran os, og for længst driver deres skove som industri,« siger Henrik Thorlacius-Ussing til JyllandsPosten.
Adm. direktør Peter Jensen, Dansk Træemballage, støtter HenrikThorlacsius-Ussing i, at skovbruget skal drives langt mere rationelt.
- Jeg har fuld forståelse for, at skovbruget føler sig presset og hårdt ramt af globaliseringen. Men de er bare nødt til at sige farvel til den gamle skovfoged, der gik og opdelte træerne i utallige segmenter. Fremtiden er at ringe efter en ekstern skoventreprenør, der kommer og vælter det hele fra en ende, siger Peter Jensen til JyllandsPosten.
Henrik Thorlacsius-Ussing siger i dagens udgave af JyllandsPosten, at skovejerne må indse, at deres skove er industrivirksomheder.