Interstuhl opruster i Skandinavien
[i]Med nyt brohoved i København opruster Europas tredjestørste producent af kontorstole i Skandinavien.[/i]
Tyskerne, der har indrettet sig med permanent udstilling i Bella Center, er gået i gang med at oprette en dansk forhandlerorganisation. Samme øvelse er i gang i Norge og Sverige. Slagets gang skal ledes af markedschef John Lauritsen, Interstuhl Scandinavia.
Ifølge ErhvervsBladet skal den skandinaviske offensiv være med til at øge tyskernes eksportandel fra ca. en tredjedel til 50 pct.
Den tyske fabrik, der har mere end 500 medarbejdere og en omsætning i nabolaget af 500 mio. kr., satser på inden for kort tid at etablere et professionelt net af danske hovedforhandlere.