23948sdkhjf

Derfor bør du se Snedkernes Efterårsudstilling

David Wedege er journalist og nyhedsredaktør for Wood Supply.

Snedkernes Efterårsudstilling, som åbner for pinger i dag og for publikum i morgen, er et naivt fænomen. Det er derfor, jeg synes, man skal se den.

Generelt er det en naiv idé, at det legende eksperiment i sig selv betyder noget for et møbelsnedkerfag og en møbelindustri, som hver dag skal bevise produkternes funktionalitet og kommercielle duelighed på et marked, hvor kunsten og legen har ringe plads.

Alligevel nyder udstillingen en meget bred brancheopbakning fra nogle af branchens fremmeste producenter og formgivere. For sker tingene ikke på Snedkernes Efterårsudstilling, sker de ingen steder i en branchehverdag, hvor ingen har råd til at markedsføre et vildskud, der bliver til fejlskud.

Årets udstilling, der bærer titlen "Side by side" har yderligere den naive mission at ville gøre verden til et bedre sted. Eller byrummet til det sted, hvor fremmede mennesker mødes og går dialog og ikke i isolation ved at lægge op til værker, som fremmer mødet mellem folk, og derfor er siddemøblerne ikke overraskende i centrum.

Det er utopi, der ser visioner langt ud over horisonten, og hvornår sker det ellers?

Det er svært at opgøre nytteværdien af sådan en udstilling, og det er også godt nok. Alle udtryksformer - også formgivning af materialer til brugsgenstande - behøver åndehuller, frisk vand og plads til refleksion.

Og ikke mindst et naivt sind fra arrangøren, formgiveren, samarbejdspartneren, beskueren.

Wood Supply viser naturligvis efterårets værker, men udstillingen er stadig et fagligt nærstudium værd, som kan inspirere, uanset hvor i forsyningskæden, man dagligt befinder sig.

Besøg Designmuseum Danmark i september og opdag udstillingen med flere sanser end øjnenes.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078