Markant fremgang for trævarekoncern
Et overskud på 44 mio. SEK efter skat i 3. kvartal bringer Setra Groups samlede resultat i jan.-sep. op på 131 mio. SEK. Det er en fremgang på hele 446 mio. SEK.
Sammenlignet med samme periode sidste år er nettoomsætningen således øget fra 958 til 1.174 mio. SEK, mens resultatet efter skat er vendt fra et minus på 28 mio. til et plus på 44 mio. SEK.
Samlet set er det i årets første tre kvartaler lykkedes at øge omsætningen med 13 % til 3.488 mio. SEK, og det har været medvirkende til at vende underskuddet fra i fjor på 305 mio. SEK til et overskud på 131 mio. SEK.
Usikkerhed omkring markedsudviklingen
- Det er glædeligt at kunne konstatere, at den stabile resultatudvikling fortsætter. Samtlige kvartaler over det seneste år viser tydeligt forbedrede tal i forhold til året før. Vores samlede bedømmelse er, at 2010 bliver et resultatmæssigt stærkt år for Setra, siger koncernchef Börje Bengtsson.
Han betegner dog markedssituationen som noget usikker i de kommende måneder:
- Et øget udbud på markederne og en sæsonmæssig nedgang i efterspørgslen betyder, at vi nu begynder at se en vis lageropbygning. Dette i kombination med valutaeffekter samt at visse af vore markeder, specielt Nordafrika, har nået en mætningsgrad, skaber en usikkerhed omkring markedsudviklingen, lyder det fra Setra-bossen.
Om Setra Group
Setra producerer trævarer til indretning og byggeri og er en ledende aktør på det europæiske marked.
Koncernen har cirka 1.200 ansatte og omsætter årligt for omtrent 5 mia. SEK. Cirka 60 % af omsætningen stammer fra eksport til Europa, Nordafrika, Mellemøsten og Japan.
Setra har cirka 2.400 aktionærer, hvoraf de største er Sveaskog (50%), Mellanskog (27%) og LRF (22%).