Hård start for Junckers-direktør
[i]Det er blevet en hård start for Junckers nye direktør Lars Hermansen. Vragede investorer beskylder ham for at spille dobbeltspil.[/i]
Jørgensen og de Linde blev vraget torsdag, da de under et direkte interview i DR's Pengemagasinet fik at vide, at investeringsfonden Axcel havde overbudt dem med 25 mio. kr. og smidt 100 mio. på bordet for Junckers. Efterfølgende har de to anklaget Lars Hermansen for dobbeltspil og for at have brugt undersøgelser og materiale fra Jørgensens og de Lindes redningsplan i sit arbejde med Axcel.
Dertil har Lars Hermansen i Berlingske Tidende sået tvivl om de reelle hensigter i Jørgensens og de Lindes plan og anklaget dem for kun at være interesserede i, hvor god en aftale de kunne få med bankerne. Hermansen er i Berlingske Tidende citeret for at have sagt, at de Linde og Jørgensen kun var optaget af at gøre en god forretning – ikke i at føre Junckers videre.
Nu udtrykker Lorenz Jørgensen overfor JyllandsPosten, at Lars Hermansens opfattelse af deres hensigter kan være baggrunden for, at han selv og Mogens de Linde blev vraget.
- Vi begyndte at møde stor tilbageholdenhed og modstand fra både ledelse og tilsyn, og det er jo ikke så mærkeligt, hvis Lars Hermansen har gået og fortalt dem, at vi kun var interesserede i at nedbringe gælden og gøre en god handel, siger han.
Lorentz Jørgensen peger i JyllandsPosten endvidere på, at også Axcel har understreget, hvor vigtigt det er for Junckers, at gælden nu er mindsket. Han føler sig overbevvist om, at Axcelnu nyder godt af den samme aftale, som han og Mogens de Linde kæmpede sig frem til.
Lars Hermansen har ikke kommenteret beskyldningerne i JyllandsPosten.