Junckers-aktionærer undgår fradrags-tab
[i]Hvor aktionærer i andre store konkursramte danske børsnoterede selskaber før har oplevet store fradragstab, vurderes det nu, at Junckers aktionærerne ikke i samme stil vil lide det tab.[/i]
Junckers-aktionærer undgår fradags-tab
De små aktionærer i gulvvirksomheden Junckers, der har tabt hele aktiekapitalen og er ved at blive skruet sammen i en ny form efter Axcels køb af resterne, slipper stort set for skatteknas med mistede tabsfradrag. Det vurderer skattechef Preben Bertelsen fra rådgivningsfirmaet TimeTax i dagens udgave af Børsen.
I modsætning til aktionærerne i konkursramte selskaber som 2M, I-data og Memory Card Technology har Junckers- aktionærerne en lidt anden profil, der gør, at de ikke er i overhængende fare for at miste et skattefradrag. De har færre aktier og har ejet dem længere.
- Det ligner ikke de store bobler, der var for et par år siden. Junckers er ganske vist også børsnoteret, men det er et ældre selskab, og jeg tror ikke, at tre-års-reglen er lige ved at udløbe for ret mange Junckers-aktionærer. Desuden har et firma som Junckers en del lokale aktionærer, der blot har købt nogle få aktier som et udslag af lokalpatriotisme, og de kommer næppe op over 100.000 kroners grænsen, vurderer Preben Bertelsen i Børsen.