23948sdkhjf

Nej, vi kan ikke automatisere os ud af mangel på arbejdskraft

Henrik Nørskov Hamann Juel er industrikonsulent i organisationen Arbejdsgiverne (det tidligere DS Håndværk & Industri).

Jeg hører det overalt. Mangel på kvalificeret arbejdskraft er et stort problem for rigtig mange virksomheder over hele landet.

De mangler folk til at håndtere deres robotter og bearbejdningsmaskiner - typisk smede og industriteknikkere.

Men også ingeniører kniber det med. Alene på Fyn er der 150 ubesatte stillinger indenfor robotindustrien.

Vi kan ikke nøjes med at automatisere os ud af det.

Den store maskinleverandør Mazak oplyser, at Danmark er det land, hvor de sælger flest robotter sammen med bearbejdningsmaskiner.

Det viser tydeligt behovet for kvalificeret faglært arbejdskraft. Danmark skal have folk, der kan håndtere maskinstyring med mere.

Vi ser i disse år en masse bureauer vokse frem, der tilbyder udenlandsk arbejdskraft. De kommer primært fra Tyskland og Polen. Her skal vi være glade for, at vi kan få folk til at opretholde produktionen.

Men det er også et billede på, at der er noget galt med hele vores forsyningskæde. Vi må erkende, at vi ikke formår at forsyne os selv med arbejdskraft indenfor flere af de branche, vi lever af som produktionsland. 

Bliver for stor en andel af en virksomheds ansatte vikarer, der kun er der midlertidigt, påvirker det virksomhedens kultur.

Det stresser en virksomheden mere, end når man eksempelvis har mangeårige samarbejdspartnere.

Derfor er der en naturlig begrænsning for, hvor mange vikarer, man kan udfylde funktioner med.

Resultatet bliver, at virksomhederne må sige nej til ordrer. Det lægger en betydelig dæmper på væksten, og herefter kan man som virksomhedsejer ikke undgå at overveje muligheden for at flytte produktionen til udlandet.

Her hører vi om virksomheder, der overvejer at sende produktionen til Serbien, Polen eller de baltiske lande, hvor der er arbejdsløshed indenfor de brancher, hvor vi i Danmark mangler folk. Andre overvejer at finde og importere arbejdskraft fra Spanien.

Så løser vi igen problemet - midlertidigt.

Men det ville være så meget bedre, hvis vi kunne styrke vores egen uddannelse af folk med de kompetencer, der efterspørges i industrien og i håndværksvirksomheder.

Det handler dybest set om at få flere unge ind på de faglige uddannelser. Det er en lang og svær kamp, hvor vi har tiden imod os.

Men det er en kamp, hvor der er rigtig meget at vinde for et produktionsland som Danmark.

Artiklen er en del af temaet Kommentar.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078