23948sdkhjf

Farvel: Fordums møbelstorhed ånder ud

Nordjysk bolighus kørte ugentlige transporter til hovedstaden. Nu er der ophørsudsalg.

I generationer har Sønderup Boligmontering været kendt for ordentlighed.

Derfor skal den også lukke ordentligt.

Lars Rose Svendsen, som er tredjegenerationsejer, afvikler nu den himmerlandske møbelbutik. Det startede som Edmond Svendsens snedkerforretning i 1943. Slutter som en del af kædesamarbejdet Møbelkæden i 2017 og har været det siden 2014.

- Vi har taget en beslutning og siger farvel på en ordentlig måde, mens vi stadig kan over for kunder og leverandører. Min mor er 78 nu, og hun skal have lov til et otium. Så er vi 2 mand tilbage, og vi kan ikke bære en butik, siger Lars Rose Svendsen til Wood Supply.

Storhedstiden var enorm

Butikken har i årtier været kendt som et velplaceret møbelcentrum nær A13-hovedvejen midt i Himmerland, hvor farende trafikanter og turister stoppede op.

Edmond Svendsen rykkede simpelthen fra byen og ud til hovedvejen. Store armbevægelser, tænkte man på egnen. Til gengæld havde han dem i noget.

Midt i 60’erne havde bolighuset flere ugentlige leveringsture til København, og kæmpesuccessen fik butikken til at udvide til 7000 kvadratmeter i 1976. Så stor har den været siden.

Åbningen af en motorvejsstrækning i 1992 gjorde så møbelbutikken knap så velplaceret. Væk forsvandt turisterne og landevejens farende.

Siden har det især været mange hjørner af Nordjylland, hvorfra kunderne kom.

- Og de kom for at få en god snak og for at føle sig godt tilpasse. De vidste, hvad vi stod for. Vores service har vi altid kunnet banke de store kæder med, siger med.

Nettet strammer

Men ikke placeringen kan banke de store. Heller ikke digitaliseringen.

- Internettet spiller bare en større rolle i dag, og de store kapitalkæder er svære at konkurrere med markedsmæssigt.

Derfor står ingen i kø for at videreføre Sønderup Boligmontering nær Aars mellem Aalborg og Viborg.

- Mine egne børn er ikke voksne endnu, men de vil nok gå nogle andre veje. De har set detaillivet og hvor mange timer, man skal lægge i det.

Lars Rose Svendsen har ikke afgjort noget omkring sin egen fremtid, når han som sidste ejer lukker butikken efter en afviklings- og ophørsperiode.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095