Fleksibelt system skaber vækst
[i]Omann Jun’s Møbelfabrik i Ølholm har oplevet en flot vækst trukket af et specielt og fleksibelt reolsystem.[/i]
Som alle andre i branchen oplevede østjyderne gyldne tider, da hæve - og sænkebordene holdt sit indtog på de danske kontorer i 1990erne. Det var et slaraffenland, men det var også den hastige udbredelse af bordene, der fik møbelfabrikant Bjarne Omann til at stoppe op. Udviklingen manede til eftertanke i Ølholm.
- Det var jo tydeligt for enhver, at det ikke kunne blive ved. Og når man så tog i betragtning, at der i udlandet slet ikke var den samme interesse for disse borde, måtte opbremsningen komme før eller siden, fortæller han til ErhvervsBladet.
I Ølholm valgte man for tre år siden at sadle helt om. Ganske vist fremstiller fabrikken et størrre sortiment af kontorarbejdspladser, men det er ikke længere det drivende element. Det er i stedet en ny reolserie, virksomheden sendte på gaden for tre år siden under navnet Flexo.
Forhandlerne blev aktivt inddraget i udviklingsprocessen, og den endte med noget af det mest fleksible, man næsten kan forestille sig. Flexo, som netop er blevet videreudviklet i nye materialer, er i den grad sammensat af få komponenter, at masseproduktion bliver en selvfølgelighed.
På bare tre år er Flexo kommet til at fylde 40 pct. af omsætningen hos Omann Jun''s Møbelfabrik. Virksomheden fremstiller nemlig også kontorarbejdspladser, skranke etc. Men det er ikke længere disse produkter, der trækker væksten, selv om de ikke kan undværes. Det forklarer Ulrich Omann, den yngste generation ved roret på møbelfabrikken, der er i færd med et glidende generationsskifte, tilErhvervsBladet således:
- I dag er det Flexo, som er døråbneren. Reolen trækker så typisk de andre ting med sig. Det er et helt andet og bedre udgangspunkt, end hvis man dukker op for at sælge et hæve - og sænkebord. Den ensidige fokus på pris fjernes.